Tårnby er ikke større, end vi kan tillade os at prøve nogle ting af

Portræt af Carsten Fuhr

Carsten Fuhr er politisk udpeget bestyrelsesmedlem i Tårnby Forsyning. Det er han blevet i egenskab af kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti, hvor han nu er i gang med den tredje periode. Som bestyrelsesmedlem i forsyningen har Carsten fokus på vandkvalitet, bæredygtighed, biodiversitet, klimatilpasning og erhvervsudvikling

Billede af Carsten Fuhr med sine hunde.

Carsten Fuhr med sine to hunde Carlo og Charli i haven. Carsten har haveplaner til foråret, hvor der skal slås et privat slag for at øge biodiversiteten.

Det første forslag i kommunalbestyrelsen

”Det første forslag, jeg nogensinde stillede som medlem af kommunalbestyrelsen, var, at vi skulle have afkalket drikkevandet i kommunen. Det er da endt godt. Vi har fået et blødgøringsanlæg. Denne type anlæg var helt nye tilbage i 2011 og derfor lidt af en proces at få installeret”, fortæller Carsten Fuhr og fortsætter: ”Der er dog stadig kalk i vandet i Tårnby, fordi vi får det meste af vores vand fra HOFOR og derfor følger deres kalkniveau, som sænkes over nogle år”.

Vi skal kigge mere på de grønne og bæredygtige energiløsninger

Carsten interesserer sig personligt for forsyningsområdet - ikke mindst de grønne og bæredygtige energiløsninger.

”Jeg kan huske, da jeg var barn, der stank vandet af klor – i 60’erne tilsatte man bare kemi. Det er vi heldigvis kommet af med, ligesom det hårde vand nu bliver blødere. I vores tid er det derfor vigtigt at kigge mere på de mulige grønne og bæredygtige energiløsninger her i kommunen. Tårnby er jo ikke større end et laboratorium, og vi kan derfor tillade os at prøve nogle ting af”, siger Carsten Fuhr, der dertil mener, det er vigtigt, at der bliver gjort, hvad der er muligt for at sikre rent drikkevand til en god pris, og kloakker der virker.

Rent drikkevand kan blive en luksus på sigt, hvis vi ikke passer på

”Vi får rigtig meget af vores vand fra HOFOR, faktisk 2/3, og bekymringen er, hvor længe vi kan holde liv i vores egne boringer med det saltudtræk, der sker herude på øen. Hvis salt først kommer ind i boringerne, er de døde, og hvor længe har vi så en vandproduktion herude? Det er den type meget interessante problemstillinger, som jeg er glad for, vi kan diskutere i forsyningens bestyrelse”, fortæller Carsten Fuhr og fortsætter: ”Drikkevand kan blive en luksus på sigt, hvis vi ikke passer på. Det handler derfor også om at øge brugen af regnvand og såkaldt sekundavand. Der er jo ingen grund til, at man bruger drikkevand til at skylle toiletter og alt muligt andet”.

Rensningsanlægget skal kunne følge med

Rensningsanlægget, er, ifølge Carsten Fuhr, underdimensioneret, da det blev bygget i en anden tid.

”En af de ting, der for eksempel kan gøre rensningsanlægget mere effektivt, vil være at få ledt noget af vandet væk, så der ikke løber så meget derned. Jeg tror derfor meget på udbredelsen separatkloakering og afkobling af regnvandet i kommunen, hvor det er muligt, og dermed i tilgift en bedre udnyttelse regnvandet. Det er nemlig rasende dyrt af opdatere rensningsanlægget og derfor vigtigt, at vi får styr på kapaciteten – også så der ikke udledes så meget spildevand i Øresund”, siger Carsten Fuhr.

Fjernvarmen på vej tilbage, men decentralt

Ifølge Carsten har fjernvarmen i Tårnby været afskrevet, men er på vej tilbage – dog mere decentralt.

”Jeg synes, at den nye energicentral med fjernkøl er genial og godt set. Vi har jo længe diskuteret det med fjernvarme – også inden jeg sad i kommunalpolitik. Der lå en voldsom plan om, at der skulle fjernvarme alle steder. Og det er jo ligesom en død sild, da det er håbløst at grave alle de rør ned”, siger Carsten Fuhr.

Det har, ifølge Carsten, altid været et problem med motorvejen liggende på tværs gennem kommunen, for hvordan får man lige fjernvarmerørene over på den anden side, som han siger.

”Det andet er, at der formentlig kommer mindre og mindre affald, der kan brændes. Hvorfra skal vi så få varmen? Jeg tror meget på de tanker, som vi har nu med et decentralt fjernvarmeanlæg ude ved Ugandavej ved svømmehallen. Udfordringen i disse projekter er dog i virkeligheden altid at finde plads”, fortæller Carsten Fuhr.

Selskabet kører godt – udfordringen har været den økonomiske konstruktion

Carsten Fuhr mener, at Tårnby Forsyning kører godt som selskab, men at den økonomiske konstruktion bag forsyningsselskaberne er en stor udfordring.

”Selskabet har kun 32 medarbejdere – også med den nye Energicentral, som kører helt på markedsvilkår. Det der i alle dage har været forsyningens udfordring, har været økonomien. Vi lavede derfor en del oprør for en nogle år siden, da gældsætningen eksploderede og steg nærmest eksponentielt. Man kunne se, at inden for føje år, ville gælden i Tårnby Forsyning være større end Tårnby Kommunes kassebeholdning. Det er dog ikke forsyningens eller kommunens skyld, men er på grund af en fuldstændig uhensigtsmæssig økonomisk konstruktion, hvor de forsyningsselskaber, der har de ældste installationer [ledningsnet mv.], også har de dårligste opsparingsmuligheder. Derimod har selskaberne med de nyere installationer en masse afskrivninger. Det betyder, at det er svært at få økonomien til at fungere og finde penge til de meget store ting”, siger Carsten Fuhr.

Foregangskommune inden for klimatiltag, grøn teknologi og erhvervsudvikling

Ifølge Carsten Fuhr kan der, som med Energicentralen, være andre områder i Tårnby, hvor der kan laves nogle pilotprojekter.

”Jeg synes, at vi i Tårnby skulle blive en foregangskommune for klimatiltag, grøn teknologi og biodiversitet - Og samtidig arbejde på en vækst i virksomheder herude. Specielt i forhold til lufthavnen, hvor det jo ikke ser så godt ud de næste mange år, så kunne vi måske få et nyt vækstlag. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke har så meget erhvervsjord. For det er jo helt unikt, at vi har både en lufthavn og en forsyning, der gerne vil være grøn. Her kunne vi måske tiltrække nogle virksomheder og iværksættere, der gerne vil noget grønt – og få parret det hele lidt sammen”, siger Carsten Fuhr.

Fokus på biodiversitet og frakobling af regnvand – nu skal vandforbruget sænkes

Forsyningens engagement i biodiversitetsindsatsen og afkobling af regnvand fra kloakkerne er kommet i fokus. Senest med den fælles kampagneindsats med kommunen ”Skab nyt liv i din have”. Nu er tiden, ifølge Carsten, kommet til at der gøres en indsats med at få sænket vandforbruget i kommunen.

Nu er vi jo som selskab også med på hele biodiversitetsindsatsen, som vi støtter. Herunder frakobling af regnvand og regnbede i haven. Det synes jeg er rigtig fint. Der er også andre aktive i kommunen, der kæmper for, at vi får noget mere vildt i haverne. Jeg har en holdning om, at det er der, vi kan gøre noget ikke mindst som privatpersoner. Det er jo relativt begrænset, hvad kommunen kan gøre, som batter noget. Men hvis alle villahaverne nu laver biodiversitet, giver det immervæk noget. Vi skal også have vandforbruget til at falde, herunder være bevidste om ikke at have spild. Hvorfor skal du for eksempel bruge drikkevand til at vande dine græsplæner? Vi glemmer ofte, at man ikke i fremtiden bare kan tage rent drikkevand for givet, til de priser vi har nu. Og hvis vi først skal ud og foretage rensning af vandet, kan det hurtigt blive dyrt, så derfor er vores lokale udnyttelse af regnvand en vigtig brik, siger Carsten Fuhr.

Om Carsten Fuhr
  • Uddannet civilingeniør og HD (F) - IT-projektleder i Erhvervsstyrelsen, hvor han blandt andet arbejder på et projekt omkring virksomheders CO2-aftryk, og hvordan dette kan beregnes.
  • Medlem af kommunalbestyrelsen siden 2010. Er nu i gang med tredje periode i kommunalbestyrelsen for Det Konservative folkeparti.
  • Har siddet i Tårnby Forsynings bestyrelse siden selskabet blev stiftet.
  • Sidder i følgende udvalg: Økonomi, Teknik og Miljø, Kultur og Fritid.
  • Dertil domsmand i Københavns Byret.
  • Gift og har to voksne sønner.