AkvaVejen - en innovativ klimatilpasningsløsning

Den 22. juni 2017 åbnede "Akvavejen” på Bredagervej i Kastrup

Akvavejen

AkvaVejen er "udsmykket" med blå cirkler, som symboliserer vanddråber og dermed, at der er tale om en ”Akvavej”, som fungerer som et ”usynligt” reservoir for nedbør.

Udviklingen af konceptet for AkvaVejen startede i 2015. Projektet finansieredes af Klimatilpasningspartnerskabet, som består af Markedsmodningsfonden, Tårnby Kommune, Tårnby Forsyning, Københavns Kommune og HOFOR.

Akvavejen er en innovativ klimatilpasningsløsning, der har et stort potentiale i forhold til direkte nedsivning, rensning og rekreativ anvendelse af vand i tæt bebyggede boligområder

AkvaVejen er bygget op omkring en permeabel vejkonstruktion, som sikrer, at vandet hurtigt bliver drænet fra oplandsarealerne, og at det bliver magasineret i vejens bærelag, som har en hulrumsprocent på cirka 25 procent. AkvaVejen afkobler helt det pågældende oplandsareal fra de offentlige ledninger og frigør således kapacitet i disse.

Belægningen består af cirka 10 cm drænasfalt (udlagt i to lag), placeret på et underlag af drænstabil grus. Under dette ligger en robust, vandtæt membran fremstillet af naturmaterialer.

Vejvandet, som siver ned i AkvaVejen, ledes igennem et særligt designet filtreringssystem, bestående af flere brønde, med hver deres effektive filtermedium til fjernelse af miljøfremmede stoffer. Det rensede vand kan efterfølgende anvendes til rekreative formål eller nedsives. Rensebrøndene er på Bredagervej placeret under P-pladserne og dermed heller ikke synlige i gadebilledet.

På Bredagervej bliver vandet efter rensningen ført tilbage til en nyt drængrusmagasin placeret under den vandtætte membran, hvorfra det nedsives uden risiko for grundvandsforurening.

Vejen kan derfor tage alt vandet fra den klimaforandringsskabte ”Monsterregn”, og strækningen kan samtidigt afkobles fra det kommunale kloaknet. Herved undgås omkostningstung udgift til separatkloakering og belastning af det videre kommunale kloaksystem og rensningsanlæg.

Se AkvaVejen i aktion via linket i højre side. Bemærk, hvordan vandet trods maksimal vandstråle blot forsvinder ned i belægningen – læg også mærke til, at der reelt ikke er noget opsprøjt fra de store vandmængder og at vandet som et trylleslag er væk fra vejoverfladen så snart der lukkes for vandet.