Hvad er strømpeforing?

Strømpeforing er, når en gammel vandledning fores med et nyt lag - en "strømpe" - inderst, som dermed gør ledningen tæt igen. Det er en effektiv og ikke mindst billigere metode end helt at udskifte ledningen – med både gravearbejde og dermed potentielle gener af trafikken til følge

Grafik der viser strømpeforing af ledning

Grafisk illustration af strømpeforing

100 år gammelt ledningsnet i Tårnby

Tårnbys ledningsnet – som består af både spildevandsledninger og drikkevandsledninger – har op mod 100 år på bagen, og det kan ikke undgås, at der går hul på ledningerne. Ledningerne findes i flere materialer afhængig af, hvad der historisk set har været brugt. De kan for eksempel bestå af glaserede ler ledninger, beton i forskellig kvalitet. Fra 1970'erne blev der også brugt plast af forskellig kvalitet. Dette giver forskellige problematikker med årene, efterhånden som materialerne ældes. For eksempel er der en tendens til, at plastikrørene knækker i grenrørene – som er der, hvor de drejer. Andre ledninger knækker, når en sten gnubber og af den, og andre igen går i stykker, når træers rødder trænger ind i ledningerne.

Holder øje med ledningsnettet

Morten Rasmussen er projektkoordinator i Tårnby Forsyning og har ’fingeren i jorden’, når det kommer til ledningsnettet i kommunen. Der er i følge Morten foretaget 26 km strømpeforing af ældre ledninger i Tårnby de sidste 10 år.

”Geografisk – og groft sagt – findes de ældste dele af ledningsnettet i de gamle landsbydele i kommunen, rørene er lavet af beton mange steder og med plastrør syd i kommunen. Det betyder, at en stor del af ledningsnettet er i en stand, hvor udskiftning og renovering er relevant”, fortæller Morten Rasmussen og fortsætter: ”Det kræver, at vi er over ledningsnettet hele tiden og holder nøje øje med, hvor der er problemer. Vi kan så vælge at renovere, herunder grave nye rør ned eller strømpefore – afhængig af forholdene. Derudover følger vi naturligvis en overordnet plan, hvor vi vurderer og prioriterer renoveringen løbende”.

En renoveringsproces, som aldrig rigtig slutter

Tårnby Forsyning har igennem de sidste 10 år strømpeforet 26 km ledninger. Det vil sige gennemsnitligt 2,6 km årligt. Fremregnes dette tal, er ledningsnettet i Tårnby fuldt gennemrenoveret om 70 år. Dog ældes også de allerede renoverede ledninger gradvist. Dermed er det i praksis en vedligeholdelses proces med en rullende tidsplan. Vurderingen og prioritering af strømpeforring sker her i de konkrete tilfælde ud fra antallet af skader på et givent rør pr. 50 meter.

Tætningen medfører, at grundvandsspejlet stiger

Strømpeforing og tætning af en ledning har dermed oplagte fordele – men også konsekvenser, fortæller Morten Rasmussen:

”Når en ledning er foret, kan der ikke længere sive vand ind i ledningen, ligesom der heller ikke siver vand ud. Det betyder en bedre afledning i røret, men også, at vandet, og dermed vandstanden omring ledningerne, stiger. Det kan så igen give anledning til optimering af kloaknettet og pumpesystemet, som det allerede er sket på Vestamager”, fortæller Morten Rasmussen.

Økonomisk afvejning

At der strømpefores med 2,6 km - og ikke mere eller mindre årligt – er, ifølge Morten Rasmussen, en økonomisk afvejning. Herunder at der også er andre løbende driftsudgifter og projekter for Tårnby Forsyning.

Lang "strømpe" indføres i ledningen

Strømpeforing sker ved, at man skubber en lang ”strømpe” af glasfiber ind i ledningen. Herefter varmes den op med vand eller damp. Dermed presser den sig helt op af den gamle ledning og bliver helt som en ny ledning. Efterfølgende skal man skære huller i strømpen, der, hvor der er afgreninger til kunder og andre ledninger. Engang imellem kan man lugte noget kemisk fra den damp, der kommer op fra kloakdækslerne, når det står på. Det er helt ufarligt for omgivelserne, men kan lugte grimt.

Udspringer af selskabstrategien

Tårnby Forsyning har vedtaget en selskabstrategi med stort fokus på forsyningssikkerhed og et godt beredskab. Pejlemærkerne er desuden FN’s verdensmål – herunder klimaindsatser og bæredygtighed i projekter såvel som den daglige drift. Derfor arbejdes løbende med optimering af kloaknettet og pumpesystemet. Det har givet resultater for eksempel på Vestamager med færre kundehenvendelser ved kraftig regn. Renoveringen af ledningsnettet i hele Tårnby – herunder de 2.6 km årlige strømpeforinger – er et konkret eksempel på udmøntningen af strategien.