Tårnby Forsyning kører kampagne for at spare på energien

Nyheder

Vintersæsonen står for døren, og den aktuelle energisituation kalder på gode spareråd. Derfor lancerer Tårnby Forsyning nu en sparekampagne frem mod vinteren

Billede af radiator

Som bekendt er energisituationen og leveringen noget usikker i Europa og derfor også i Danmark og Tårnby.

Støtter op om den generelle indsats

Tårnby Forsyning støtter op omkring den generelle informationsindsats fra andre forsyninger og Energistyrelsen. Dette er allerede startet med gode råd på forsyningens hjemmeside og følges nu op af en Facebook-kampagne med gode råd opslag og annoncer. Disse vil indeholde link til både Tårnby Forsynings og Energistyrelsens gode spareråd.

Lav et sparetjek

Tårnby Forsynings formand Einer Lyduch opfordrer til, at man som privat borger giver sig selv et sparetjek.

”Det er en god ide, at læse de gode råd og give sin bolig og forbrug et sparetjek, inden vi går ind i den rigtig kolde tid. Det kan spare mange penge i en husholdning, og samlet set støtter vi dermed alle op om at begrænse de mulige problemer i energiforsyningen til vinter. Det handler om at spare de steder, man kan. Det er i øvrigt også godt for klimaet”, siger Einer Lyduch, der fortæller, at Tårnby Forsyning desuden har sendt en opfordring til alle storkunder om at give varmeanlæggene et tjek.

Sparerådene kan findes på Energistyrelsens hjemmeside: www.sparenergi.dk og her på Tårnby Forsynings hjemmeside.

De 4 overordnede råd er:

  • Skru ned for varmen
  • Begræns brugen af varmt vand
  • Spar på strømmen – sluk for apparater, når de ikke er i brug, og for unødvendig belysning
  • Brug strømmen, når den er billigst
Emne