Alliance mellem Dragør og Tårnby skal sætte skub på fjernvarmeudbygningen

Fjernvarme

Et nyoprettet selskab, i regi af Tårnby Forsyning, skal stå for udrulningen af fjernvarme i Dragør. Samtidig fortsætter udbygningen af fjernvarmenettet i Tårnby, så i alt får op imod 12.500 grundejere i Dragør og Tårnby mulighed for at få fjernvarme i de kommende år

Underskrift om stiftelse Dragør Fjernvarme på Tårnby Rådhus

Fra venstre: Borgmester i Dragør Kenneth Gøtterup, borgmester i Tårnby Allan S. Andersen samt bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning Einer Lyduch.

Dragør Kommune og Tårnby Forsyning er gået sammen i en stærk alliance for at udrulle fjernvarmen til op mod 12.500 grundejere i de to kommuner.

Det nye selskab skal, i regi af Tårnby Forsyning, stå for at udrulle fjernvarmen til Dragørs borgere.

Dermed er der lagt op til et parallelt forløb, hvor Tårnby Forsyning i samarbejde med de to kommuner skal udrulle fjernvarmen i begge kommuner hen over de kommende år.

På Tårnby Rådhus glæder borgmester Allan S. Andersen sig over, at samarbejdet nu er blevet endelig officielt med Dragørs oprettelse af et nyt fjernvarmeselskab under Tårnby Forsyning.

”Udbygningen af fjernvarmenettet i Tårnby og Dragør er virkelig vigtigt. Både samfundsmæssigt, så vi kan blive fri af den russiske gas, men det har også stor betydning for privatøkonomien hos den enkelte grundejer. Og samtidig giver den en gevinst klimamæssigt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er nået så langt med arbejdet, at Dragørs Kommunalbestyrelse har godkendt oprettelsen af Dragør Fjernvarme, som i praksis betyder, at Tårnby Forsyning skal levere fjernvarme til både Dragør og Tårnby,” siger Allan S. Andersen.

Også i Dragør Kommune glæder borgmester Kenneth Gøtterup sig over det nye samarbejde.

”Vi har i Dragør Kommunalbestyrelse stor forventning på borgernes vegne til samarbejdet om Dragør Forsyning. Der ligger nu en stor opgave for selskabet i at forberede, informere og få fjernvarmen frem til slutbrugerne. Det er nyt land, som skal betrædes, og der kan komme bump på vejen. Mange forhold skal afklares, som for eksempel udbud og tilskud fra staten. Vi er dog også fortrøstningsfulde ved at have lagt ansvaret i hænderne på Tårnby Forsyning og Dragør Fjernvarme,” siger Kenneth Gøtterup.

Dragør Fjernvarme vil gå i luften i løbet af kort tid, og det er planen, at grundejere i Dragør kan begynde at ansøge om fjernvarme i løbet af sommeren. De første fjernvarmeprojekter forventes at blive igangsat i første kvartal af 2024.

Hos Tårnby Forsyning er der også store forventninger til den kommende udrulning.

”Vi er rigtig glade for den tillid, som Dragørs Kommunalbestyrelse har vist os. Det seneste halve år har vi haft en tæt dialog om selve selskabsoprettelsen, og nu er vi klar til at intensivere arbejdet, og få lavet fjernvarme i Dragør samtidigt med, at vi skal udbygge fjernvarmenettet i Tårnby,” siger Einer Lyduch, der er bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning.

Fakta om Dragør Fjernvarme

Fakta: ​Dragør Fjernvarme bliver et selskab under Tårnby Forsyning A/S. Der bliver nedsat en bestyrelse på 8 personer – med repræsentanter fra både Dragør og Tårnbys kommunalbestyrelse. Det bliver muligt at ansøge om fjernvarme, hvis man bor i Dragør Kommune, i løbet af sommeren. Se mere info på: www.taarnbyforsyning.dk/fjernvarme

 

Emne