1.000 husstande har søgt om fjernvarme i Dragør

FJERNVARME

På lidt mere end en måned har 1.000 husstande i Dragør allerede ansøgt om at blive tilkoblet fjernvarme. Dermed har næsten en fjerdedel af det samlede antal nye, potentielle fjernvarmekunder valgt, at de ønsker at få fjernvarme som deres fremtidige varmeforsyning

Dragør_Foto_Febiyan on Unsplash.jpg

1.000 husstande har ansøgt om at blive tilkoblet fjernvarmen i Dragør Kommune.

I sommer blev Varmeforsyningsplanen i Dragør Kommune godkendt, og efter sommerferien kunne Dragør Fjernvarme officielt åbne for de første ansøgninger om fjernvarme i Dragør.

Siden er det gået stærkt, og allerede en måneds tid senere har de første 1.000 husstande sendt en ansøgning om fjernvarme afsted. Dermed har de tilkendegivet, at de ønsker at blive koblet på det nye fjernvarmenet.

Borgmester Kenneth Gøtterup glæder sig over de mange ansøgninger.

”Samlet er der cirka 4.500 husstande i Dragør Kommune, som får tilbudt fjernvarme frem mod 2028. Og udbygningen af fjernvarmenettet i Dragør er en vigtig brik i den grønne omstilling, hvor man som boligejer får mulighed for sænke sit klimaaftryk ved at udfase fossile brændstoffer som gas og olie,” fortæller borgmester Kenneth Gøtterup og tilføjer:

”Derfor er det også meget positivt, at næsten en fjerdedel af de potentielle husstande allerede har ansøgt. For opbakningen er vigtig for det videre forløb, hvor vi forventer, at over 100 husstande med oliefyr og cirka 3.500 med naturgasfyr skifter opvarmningsform.”

Med en ansøgning om fjernvarme har man som husejer endnu ikke bundet sig til noget. Det er først, når man underskriver den endelige aftale om tilslutning til fjernvarme, at aftalen bliver bindende.

Fjernvarmen er en omfattende opgave

Fra politisk side er der med den landspolitiske klimaaftale fra juni 2022 fremlagt initiativer, der skal fremme udbygningen af fjernvarme i Danmark. Ambitionen er, at opvarmning med naturgas i private boliger skal være helt udfaset inden 2035.

Ifølge formand for Dragør Fjernvarme, Einer Lyduch, er det en stor opgave, der venter i Dragør, da det er en af landets få kommuner, hvor der ikke findes fjernvarme i forvejen.

”Udrulningen af fjernvarme bliver et projekt, der kommer til at strække sig over flere år. Men vi håber, at borgerne har tålmodighed og vil bære over med os i den tid, hvor gravearbejdet står på. For den lokale opbakning og tilslutning til projektet er afgørende, og vi glæder os til at levere fjernvarme til alle de nye kunder i Dragør,” siger Einer Lyduch, bestyrelsesformand i Dragør Fjernvarme.

Det er frivilligt, om man som boligejer vil tilslutte sig fjernvarme eller ej, da der ikke er tilslutningspligt i kommunen.

I øjeblikket er Dragør Fjernvarme ved at udarbejde projektforslag for de første etaper af fjernvarmeudrulningen i Dragør. Når de er klar, bliver de sendt til politisk behandling, hvorefter det er planen, at første spadestik kan tages i 2024, og at de første boligejere i Dragør kan blive tilsluttet fjernvarmen i løbet af 2024.

Afventer priser

Et væsentligt element i forhold til tilslutningen til projektet er selvfølgelig, hvad prisen bliver for at få de nye fjernvarmekunder tilsluttet i Dragør. Og svaret på det spørgsmål lader vente på sig lidt endnu.

Dragør Kommune har nemlig godkendt projektet under forudsætning af, at det opnår tilskud på 71,4 mio. kr. fra statens fjernvarmepulje. Hvis ikke staten yder tilskuddet, skal der udarbejdes et nyt projektforslag. Der ventes svar inden årets udgang.

Fakta
  • Fjernvarmen i Dragør leveres af Tårnby Forsyning, som får fjernvarmen fra CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S)
  • Det er næsten alle ejendomme i Dragør Kommune, som bliver tilbudt fjernvarme. Planen er, at fjernvarmen skal udrulles i tre etaper:
  • Etape 1: Området omkring A.P. Møllers Allé, området omkring Hartkornsvej, nord for Lunden og Sydstranden
  • Etape 2: Store Magleby, Dragør Gamle By og Vængekvarteret
  • Etape 3: Søvang
  • Se, om din adresse også er inkluderet i udbygningsplanen

Husk, at ansøgningen om fjernvarmen ikke er bindende. Det er en uforpligtende tilkendegivelse af, at du som ansøger er interesseret i at få fjernvarme. Først når du underskriver den endelige kontrakt om fjernvarme, er aftalen bindende.

Emne